Min Historie

Det er nu muligt at booke et foredrag med mig,

hvor jeg er meget fleksibel og vi sammen finder det

der passer bedst ind til netop jer.

Send en mail, så vender jeg straks tilbage til jer med ideer til et rigtig godt foredage om

23 års misbrug og vejen ud.

Skriv til: larsstuck@yahoo.dk

__________________________________________

Jeg vil prøve at gi jer et indblik i mine 23 års misbrug og 13½ år som hjemløs og vejen ud af det helvede.

Har selvfølgeligt undladt en masse, da det ellers ville fylde for meget.

Jeg har været Clean (Ædru og stoffri) Siden D 13/1. 2000.

Jeg hedder, Lars Stück er født i 1966.. Yngste ud af en flok på 6. (5 Drenge & en Pige)

Er opvokset i Karup, som ligger imellem Herning & Viborg. Min mor døde, da jeg var 7 år gammel, efter ca. 4 års svær sygdom. Da hun blev syg, stod min far alene med alle os vilde unger og det tog jo en del på ham, så meget at han begyndte at drikke hver dag.

Det endte med at han blev voldelig over for mig & en af mine andre brødre & det skete flere gange om ugen.

Det hele endte med at jeg og min fætter, stak af til Sverige, da jeg var 9 år gammel. Jeg stjal 7500 kr af min far som vi brugte på den tur. Det var på den tur, jeg begyndte mit alkohol misbrug. (9 År Gammel !)

Derefter skete der en del i mit liv. Flyttede hjemmefra og røg ud af folkeskolen i midten af 7. klasse.

Jeg kom på en opdragelsesanstalt oppe på Mors og skulle blive der resten af 7’ende klasse.

I sommerferien, ville jeg besøge en af mine venner deroppe fra, men da jeg kom på besøg hos ham, (som aftalt) fandt jeg ham, hvor han havde hængt sig selv inde på sit værelse….

Det tog utroligt meget på mig. Jeg gik med den oplevelse, helt alene, for det at tale om følelser og tanker, var noget der aldrig er sket hjemme hos os. Det var kun de svage der gjorde sådan, fik jeg altid at vide….

Jeg begyndte den sommer, at tage en del piller og ryge hash. Jeg får her min første indlæggelse på
Sygehusets intensiv afd., på grund af en overdosis.

Tilbage til Karup, hvor jeg fortsætter drikkeriet og hash-misbruget. Jeg får tilbud om at komme til Hobro, hvor der er nogle lærere der er ved at starte en Efterskole og de manglede jo nogle elever til at hjælpe skolen i gang. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg sagde ja til, men jeg vidste at jeg bare ville væk. Væk fra hvad, vidste jeg ikke helt med mig selv, endnu. Men jeg ville bare væk.

Jeg var oppe på Thorsgaard Efterskole i 2 år. Det var de 2 bedste år, af hele min barndom og ungdom. Jeg fortsatte godt nok misbruget oppe på skolen, men langt fra i de mængder jeg gjorde før skolen.

Efter de 2 år i Hobro, tager jeg 10’ende klasse på Efterskolen Ved Nyborg. Det var det rene helvede for mig at gå der. Jeg følte mig hele tiden uden for, selv om folk faktisk flere gange forsøgte at få mig med i fællesskabet, lykkedes det dem aldrig. Jeg var godt i gang med mit pillemisbrug og lukkede mig mere og mere inde i en skal og havde altid en masse facader oppe, af ren og skær frygt for at nogle skulle komme til at lære mig at kende.

Efter en total mislykket eksamen, tog jeg 2 måneder på rundtur og total vandvittig druktur i København.

Jeg boede/sov der hvor jeg nu engang var, når jeg blev træt. Jeg forsøgte bevist at drikke mig ihjel.

Da pengene efterhånden blev vanskeligere og vanskeligere at skaffe, tog jeg tilbage til Karup.

Her begyndte jeg så at få Kontakthjælp og jeg endte på et hjem for unge kriminelle (Oustruplund ved Kjellerup)

Jeg fik indtil flere ophold der og det eneste jeg fik ud af det, var flere tricks til flere kriminelle handlinger og så fik jeg mad hver dag og tag over hovedet.

Mit misbrug fortsatte på Oustruplund, så det fik jeg ingen hjælp til, selv om jeg sagtens kunne få det, var jeg overhovedet slet ikke indstillet på at modtage hjælp.

Jeg får en lejlighed i Viborg, men udlejeren var også ejeren af 2 værtshuse i Karup. Lige den bedste kombination, efter min smag på daværende tidspunkt. Da jeg fik min børneopsparing og min mors arv,

fraflyttede jeg lejligheder og tog kun det tøj jeg havde på, med mig og derefter var jeg hjemløs i 13½ år….

Jeg rejste en del rundt i Europa og forsatte mit misbrug. Havde for nogle år siden påbegyndt misbrug af amfetamin.

Da pengene var brugt, begyndte jeg at lave gæld rundt omkring. Jeg måtte lyve hurtigere end jeg kunne tænke og det endte ofte helt galt. Enten med at jeg måtte ty til vold eller også endte jeg som den der blev gennembanket.

Jeg kunne til sidst bare ikke holde mig selv ud længere. Jeg startede allerede før jeg havde brugt min arv, med at overnatte på forskellige forsorgshjem i Danmark. Nu begyndte jeg også at bruge herberg, bænke, kirker og offentlige toiletter som ly for natten.

Jeg var begyndt så småt at tænke på, hvordan jeg kunne tage mit eget liv. For det såkaldte ”liv” jeg forsøgte på daglig basis at overleve, hang mig så langt ud af halsen, at jeg bare ønskede en ende på det hele her og nu….

Det der holdt mig fra, virkelig at gøre alvor af mit ønske om at dø, var at jeg ikke ønskede at skade eller såre min familie mere end jeg allerede havde gjort.

Hver morgen jeg vågnede op, kiggede jeg mig forsigtigt omkring, sådan bare lige for at orientere mig lidt om, hvor jeg nu var havnet sidste nat. Der næst kom den samme tanke igen og igen…. Ud og skaffe penge. Jeg forbandede det mere end noget andet. Men jeg var nødsaget til at gøre det, inden opstinenserne blev for voldsomme til at jeg kunne foretage mig noget.

Når jeg ikke sov på herberg eller forsorgshjem, skulle jeg altid ud på gaden inden kl 06:00 om morgenen, for ikke at blive jaget væk, enten af rengøringsfolk eller hvem der nu end skulle bruge det sted jeg sov.

Kørekort har jeg aldrig haft. Men har en del gange være i fængsel for spiritus kørsel.

Udsat kørekortet flere gange. Rigtige mange korter fængselsdomme er det blevet til.

Men hvor mange gange jeg har været indlagt på grund af mit misbrug, har jeg ingen anelse om. Men det er over 200 gange.

Jeg har sådan ca 500 indskrivninger på landets forsorgshjem bag mig. Der ud over, kommer herberg.

Min 30 års fødselsdag, var vel tilrettelagt. Jeg og 2 andre, vi skulle drikke os ihjel….

Jeg husker en aften, hvor jeg vågnede på gulvet og der stod 2 Falck folk og en Læge og hev i mig.

Den ene havde lige givet mig stød, for at få gang i mit hjerte igen. Jeg for op og pandede ham en. For nu var det endelig lykkes at dø af mit misbrug, og så kommer han og ødelægger det hele !!

Jeg har haft en del blodstyrtninger, pga. for store mængder speed og alkohol samt piller.

Der kunne gå op til 5 døgn, hvor jeg intet spiste. Og når jeg endelig fik lyst til mad, kom det meste op igen.

Det hele kulminerede ved min brors datters konfirmation. Jeg kom for sent i kirke. (Skulle jo lige udskrives fra medicinsk afd. i Viborg.)

Jeg ødelagde hele festen og sluttede ”festen” af med at kollapse pga. en overdosis.

Dagen efter kommer jeg tilbage til min bror, for at høre hvad der var sket. Her får jeg så sandheden af vide og det går op for mig, at jeg bare ikke længere kan holde hverken mig selv eller mine handlinger ud længere. Jeg spiser alle de piller jeg har fået udleveret oppe på sygehuset og som skulle holde til de næste 3 dage. Der efter begynder jeg at hælde den ene flaske spiritus ned efter den anden.

Jeg kommer til mig selv, efter 3 døgn på intensiv i Viborg…..

Her vågner jeg op til noget af det tætteste jeg har været helvede. Det slog langt mere det at overnatte på off. toiletter, imellem urin og sprøjter.

Jeg fik af vide at uanset hvad, så skulle jeg få stoppet mit misbrug her og nu. Ellers havde jeg ikke mange chancer for at opleve endnu en jul.

Jeg kontakter så misbrugscentret i Viborg. Jeg har været der nede en hel del gange, så jeg var kendt der nede i forvejen.

De får faktisk skaffet mig en døgnbehandling ret hurtig. Jeg tager straks imod tilbuddet om døgnbehandlinger. Det var en Minnesota behandling.

Mit uheld ved den behandling, var at der imellem personalet var aktive narkomaner. Selv forstanderen var aktiv narkoman.

Men der fik jeg trods alle forhindringer, mine første 30 dage som Clean. 30 hele døgn, uden noget som helst at gemme mig bag. Jeg kom tætter og tætter på mig selv. Jeg begyndte at fatte at de ord og sætninger jeg forsøgte at sige til andre, at der overhovedet ingen sammenhæng var i dem.

Som jeg senere har fået fortalt, var jeg lige som en lukket bog. Fik nogle endelig med held åbnet bogen, væltede bogstaverne ud, uden nogen form for system….

Mit ophold i den behandling får ende, da jeg selv vælger at rejse der fra. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud længere.

Hver eneste dag, blev jeg mere og mere klar over, hvilket et røvhul jeg havde været over for alt og alle. Jeg hadet mig selv mere og mere, jo mere jeg blev klar over hvor langt ude jeg egentligt var.

Jeg kunne slet ikke klare at se mig selv i spejlet, mere end de få minutter en barbering tager….

Ikke at jeg i den forstand var grim. Men når jeg så mig selv i spejlet, var det lige som om jeg blev konfronteret med alt det lort jeg havde gået og lavet, på én gang !!

Jeg tager til Viborg, efter jeg har forladt behandlingen. Straks jeg står af bussen i Viborg, starter mit misbrug igen.

Jeg græder konstant inden i, af ren og skær fortvivlelse over at jeg overhovedet ikke kan finde ud af noget som helst andet end at fortsætte elendigheden og misbruget og spænde mere og mere ben for mig selv og andre.

Lyn hurtigt er jeg igen oppe på mine 3 flasker vodka, 40 bajer og 50-70 piller OM DAGEN….

Jeg fortsætter så godt mit helbred kan følge med. Jeg opholder mig kun i Viborg i de næste 2-3 måneder.

En dag vågner jeg op, med slanger og ledninger over det hele og to maskiner står og brummer og bibber og en læge kommer ret hurtig ind i det rum jeg befinder mig i.

Det går op for mig, at jeg endnu engang var røget i respirator. Jeg ligger og forsøger at samle mine tanker sådan lige for en sikkerheds skyld, hvis lægen nu skulle stille mig nogle spørgsmål.

Men ikke om jeg kunne komme i tanke om noget som helst….

Underligt tænker jeg så. Jeg forsøger så at spørge lægen, om jeg ikke måtte komme op og sidde.

Men jeg blev virkelig forskrækket, da jeg høre min egen stemme. Det er det rene vrøvl der kommer fra mig. Helt uden sammenhæng.

Jeg må skulle nok heller holde kæft tænker jeg så.

Men så begynder lægen at kigge til mig og fortæller at jeg skal regne med en længere varende indlæggelse.

Der kommer en sygeplejerske ind som skal overvåge mig døgnet rundt. Og jeg bliver frakoblet maskinerne. Jeg får dog en enestue, så lidt ”alene” kan jeg dog være, selv om der konstant var en sygeplejersker hos mig.

2 Dage senere, ved stuegang får jeg af vide, at overlægen havde reserveret en plads til mig overe på den lukkede pstykriatriske afdeling i Viborg. For som han sagde, så var jeg til fare for mig eget liv.

Og jeg kunne jo kun give ham ret. Jeg var egentligt ligeglad med hvad de gjorde ved mig.

Nå, men for at komme der over, skulle der laves en handlingsplan for mig. Og det skulle misbrugscentret lave. Til alt held, ville de heller ha’ mig i en ny behandling.

Ugen efter, sad jeg i en behandling i Haderslev. Endnu en døgnbehandling som også var en Minnesota behandling. Det tog mig 19 dage, så var jeg Clean. På sygehuset havde jeg fået den melding, at de ikke turde trappe mig ned, da mit helbred ikke ville kunne holde til det.

Tiden i behandlingen, var både god, men også mega hård. Jeg måtte overvinde mig selv, indtil flere gange om dagen.

Jeg havde fået bevilget 6 måneders behandling. Men efter 5½ måned, blev jeg udskrevet til et halvvejs hus i Odense. Jeg husker specielt en fra behandlingen. En 18 årig dreng. Ham blev jeg rigtig gode venner med. Og det at ha’ en ven, var for mig noget helt helt nyt.

Det går okay for mig i halvejshuset i Odense. Jeg får gang i trinarbejdet. Jeg begynder noget HI arbejde og hjælper til i grupperne jeg kommer i.

Men noget der virkelig skræmte mig var, at jeg inden længe skulle finde mig en bolig. Det at skulle til at bo alene, var virkelig noget der skræmte mig. Så jeg valgte at tage et tilbagefald i håbet om at komme tilbage i behandlingen. Det kom jeg også. Jeg fik 2 måneders tilbagefalds behandling.

Men allerede efter den første måned, går behandlingshjemmet konkurs og jeg måtte flytte til Nykøbing Falster. Det var nu også okay. Men jeg havde efterhånden fået så meget selvtillid, at jeg var begyndt at sige fra, og det endte med at jeg kom hurtigere over i deres halvejshus.

Jeg finder mig så en lejlighed i Odense og flytter ind. Lige skråt over for herberget….

Jeg holder mig på måtten de første par måneder. Men så går det helt galt for mig igen igen.

Jeg var begyndt på Daghøjskolen. Det tog så vandvittigt meget af min energi, at jeg overhovedet ikke havde overskud til at være noget for mig selv, jeg havde ikke kræfter til at gå til noget som helst møde og en sponsor havde jeg heller ikke.

Og ja, det endte med endnu et tilbagefald.

D. 13 januar 2000, sad jeg alene i min lejlighed og udlejeren havde lige været der.

Jeg havde fået 4 timer til at skaffe penge til huslejen i……

Jeg sad og tænkte: Lars for helvede. Hvad er det galt med dig ???

Du kan ikke finde ud af at leve som Clean.!!!

Du kan ikke finde ud af at leve som ”aktiv” !!!

Og nu har ikke nosser nok til at tage dit eget liv….

Nu sad jeg så der og anede virkelig ikke hvad jeg skulle. Jeg kunne heller ikke finde ud af at åbne min mund og bede om hjælp i fællesskabet. Så hvad fanden var der egentligt af muligheder tilbage ?

Jeg tog min mobil og ringede til en jeg havde været i behandling med og fortalte ham hvordan det så ud for mig og at jeg havde første Clean dag.

Han kom straks over til mig. Fik hevet mig op og vi fik ringet til familien og lånt til huslejen.

Han var sammen med mig resten af dagen og tog mig med til at møde om aftenen.

Her tog jeg så mod til mig og spurgte en jeg kendte lidt, om han ville være min sponsor. Det ville han med glæde gerne være.

Jeg stoppede på Daghøjskolen. Begyndte at gå regelmæssigt til møde (Næsten hver dag)

Jeg lavede trinarbejde og ellers forsøgte jeg at rette op på alle de gamle vaner jeg stadig havde.

Jeg måtte efter kort tid, skifte min sponsor ud, men kun på grund af, at han ikke havde den tid han kunne ønske at bruge på mig. Jeg valgte så en ny sponsor, en som var behandler i mit gamle halvejshus. Jeg har ham stadig den dag i dag og det er ikke bare et sponsorforhold. Det har udviklet sig til et tæt venskab.

I dag, sidder jeg og skriver dette, fra Brande IT-Højskole. Jeg startede her på skolen i Januar 2004.

Jeg har da stadig ind imellem lyst til at flygte fra det hele. Men jeg kan ikke sige at jeg har stoftrang eller trang til at drikke. Det er mere en lyst, jeg har til at komme væk fra det jeg nu engang befinder mig i. Det er en gammel indgroet defekt, som lige så langsom svinder ind og kommer til at fylde mindre og mindre.

Jeg er i dag fuldt klar over, at jeg indtil den dag jeg dør, vil være narkoman og alkoholiker.

Og som jeg har det i dag, er jeg faktisk hamrende lykkelig over at være det.

Jeg har det så herligt med mig selv og med andre og det er kun fordi jeg har arbejdet med mig selv og fået indblik i, at jeg faktisk ikke er så anderledes end så mange andre. Men at jeg faktisk godt kan bruges til noget og at andre ligefrem kan holde af mig og gøre noget godt for mig, helt uden at ville ha’ noget for det og uden bagtanker.

Det tog min tid at overvinde frygten for at blive skuffet over andre og over mig selv.

Men den kamp jeg har kæmpet for at nå her til, har været det hele værd. Alle nederlagene og sejrene, kan jeg bruge til noget i dag. Enten på mig selv eller på dem jeg omgås til hverdag eller dem som jeg hjælper og støtter videre i deres vej ud af misbruget.

Tak fordi du læste min historie.

Du er velkommen til at skrive til mig på min mail adr: larsstuck@yahoo.dk